Samfund

Ballerup lader private virksomheder slå græsset – og det kunne andre kommuner lære noget af

- Kommunerne siger, at buen er spændt, og de mangler penge til velfærd. Her er et godt sted at starte og udnytte, at private virksomheder har en ekspertise og nogle stordriftsfordele, som gør at de kan tilbyde andre løsninger end kommunens egne vej- og parkafdelinger kan, siger bestyrelsesleder for DI Byggeri Hovedstaden Mads Raaschou. Pressefoto

Når der skal tømmes skraldespande, slås græs eller lappes huller i vejene i Ballerup, er det ansatte i private virksomheder, der løser 46 procent af kommunens vej- og parkopgaver. I Tårnby og Rødovre derimod gælder det under 20 procent af opgaverne. Der er penge at spare for de hovedstadskommuner, der lader private virksomheder slå græsset, viser nye tal fra DI.

Borgerne i hovedstadskommunerne lægger næppe mærke til, om det er en medarbejder fra en privat virksomhed eller en medarbejder fra kommunens egen vej- og parkafdeling, der slår græsset, rydder sne eller tømmer skraldespandene. Men det kan have stor betydning for både pris, kvalitet og bæredygtighed.

En ny analyse fra DI viser, at København kan spare 82 millioner kroner om året ved at lade private virksomheder stå for kommunens vej- og parkopgaver som f.eks. at tømme skraldespande, vedligeholde veje, slå græs eller rydde sne. I Gentofte og Hvidovre er der henholdsvis 15 og 12,2 millioner kroner om året at hente. På Frederiksberg og i Rødovre er der over ni millioner kroner at spare.

– Kommunerne siger, at buen er spændt, og de mangler penge til velfærd. Her er et godt sted at starte og udnytte, at private virksomheder har en ekspertise og nogle stordriftsfordele, som gør at de kan tilbyde andre løsninger end kommunens egne vej- og parkafdelinger kan, siger bestyrelsesleder for DI Byggeri Hovedstaden, Mads Raaschou, og uddyber:

– Private virksomheder er underlagt en masse krav f.eks. i forhold til ESG-rapportering, og de er vant til krav om bæredygtighed fra deres kunder. De udvikler derfor hele tiden nye grønne løsninger, som jo også kan hjælpe kommunerne med deres mål i forhold til CO2-udledning og så videre.

Der kan spares millioner

Private virksomheder står i dag for at løse cirka 30 procent af hovedstadskommunernes mange vej- og parkopgaver. Kommunerne i hovedstadsområdet kan ifølge analysen samlet set spare cirka 200 millioner kroner ved at skrue op for samarbejdet med private virksomheder.

– I Ballerup løser private virksomheder næsten halvdelen af kommunens vej- og parkopgaver, og de er dermed den kommune i hovedstadsområdet, som er længst fremme på det her område. Alligevel er der i Ballerup stadig besparelser at hente på over 4,5 millioner om året. Jeg kan kun opfordre alle kommunerne til at se på muligheden for at lade private virksomheder byde ind på deres vej- og parkopgaver, siger Mads Raaschou.

I en rundspørge, som Wilke har foretaget for DI, svarer cirka 55 procent af borgerne i de 17 hovedstadskommuner, at kommunerne bør koncentrere sig om ældrepleje, folkeskoler og børnehaver, og lade private virksomheder løse praktiske opgaver som eksempelvis snerydning og vedligeholdelse af veje og bygninger.

– For borgerne er det jo lige meget, om det er en ansat i kommunen eller en ansat i en privat virksomhed, der tømmer skraldespandene ved busstoppestederne. Bare det bliver gjort, og de får mest muligt for skattekronerne, lyder det fra Mads Raaschou.

 

Kommentarer