Dispensation til oprensning af naturbeskyttet sø i Brøndbyskoven (Engtoftekæret)
Brøndby Kommune har meddelt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til oprensning af sø, Vestre Gade 32 (matr.nr. 14d, Brøndbyøster By, Brøndbyøster), hvilket gør det muligt at lave en delvis oprensning af søen.
Brøndby Naturskole har ansøgt om dispensation til delvis oprensning af søen, da den er blevet mere og mere tilgroet. Og i de seneste år har vandspejlet været fuldstændig lukket af andemad henover hele sommerhalvåret, samtidig med at buske og rørskov har bredt sig væsentligt.
Dette har resulteret i mangelende lysnedfald med ophobning af store mængder slam, der skaber anaerobe forhold under nedbrydningen af organisk materiale i vinterhalvåret.
Tilgroningen har grundet eutrofiering gået unaturligt hurtigt, hvorfor det ønskes at lave en oprensning.
Der vil kun blive foretaget en delvis oprensning, med opgravning fra 3-4 steder langs kanten, for at tilgodese søens nuværende fauna og arbejdet vil blive udført i vinterhalvåret for at minimere risikoen for at beskadige fauna – herunder særligt padder.
Derudover vil der pletvist bliver fjernet buske og rørskov, for at øge lysnedfald og sænke tilgroningsraten.
Der er ikke registreret bilag IV-arter i søen.
Der gives dispensation, da en oprensning af søen vil gavne naturforholdene i søen herunder forbedre iltforholdene.
Oprensningen skal ske i paddernes dvaleperiode: 1. oktober til 15. marts, idet padderne primært overvintrer på land.
Der skal sikres mindst muligt påvirkning af søens egentlige bund. Brinkerne skal efterlades svagt skrående, så de let kan forceres af i- og omkringboende fauna.
Du kan læse ansøgningen og dispensationen til oprensningen af søen via linkene nedenfor
Dispensation til oprensning af naturbeskyttet sø i Brøndbyskoven
Ansøgning om tilladelse til oprensning af Engtoftekærret
Dispensationen er meddelt efter § 65 i naturbeskyttelsesloven.
Dispensationer givet efter naturbeskyttelseslovens § 65, skal offentliggøres i 4 uger (klagefrist). Dispensationen kan påklages inden 4 uger fra offentliggørelsen, senest 28. februar 2022. Det fremgår af dispensationens klagevejledning, hvem der er klageberettiget.
Kommentarer