112

Politiet efterforsker dødsfald i Valby

Politiet undersøger dødsfald på Isfuglestien i Valby tirsdag. - Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Københavns Politi har hele dagen og aften været til stede ved Isfuglestien i Valby for at undersøge et dødsfald, som blev anmeldt klokken 12.38 tirsdag.

Det oplyser vagtchef Jonathan Wald til Ekstra Bladet.

– Der er nogle omstændigheder ved dødsfaldet, der gør, at vi gerne vil undersøge det nærmere, siger han.

Han kan ikke komme nærmere ind på sagens indhold, fordi efterforskningen ikke er afsluttet endnu.

Ifølge B.T.’s oplysninger er der tale om en 55-årig mand.

Over for mediet vil vagtchefen ikke beskrive omstændighederne som “mistænkelige”.

– Men det er vores opgave at klargøre hændelsesforløbet, når man finder en død person, hvor man ikke umiddelbart kan se dødsårsagen, siger Jonathan Wald til B.T.

På billeder kan man se politifolk gå rundt i blå dragter.

Det er som regel kriminalteknikere, der ifører sig heldragter for at undgå at afsætte egne dna-spor på steder, der undersøges.

/ritzau/

Kommentarer